|
<< Tilbage
Om Eriks guitargear
Min første guitarforstærker var en spritny Teisco 10,
købt i Musikhuset Arne Hjørring, i 1968 - eller 69. Den var på 10watt,
og havde både reverb og vibrato/tremolo. Jeg brugte den faktisk til
liveoptræden et par gange i den første trio jeg spillede i. Siden købte
jeg en brugt Burns Orbit 3, med to kanaler, reverb, vib og ret
utraditionelt var den bestykket med tre 10" Burns højtalere. Gain,
boost, overdrive og den slags var der ikke noget der hed i min verden.
Jeg havde en Shaller Wau-pedal, og ellers kun ren lyd og nul pedaler
helt op til først i 80'erne, hvor jeg kastede mig ind i pedalverdenen med OD 1 og
CH 1 fra Boss.
Gennem de mange år jeg har spillet, har jeg bl.a. ud over de
to førnævnte forstærkere ejet: Fender Powerchourus, Fender Deluxe Reverb, Fender
DeVille 410, Fender Champ 12, Teisco Check
Mate 45, Roland Jazz Chorus 210, Vox AC 30, Peavey
Classic 30 og Music Man Sixtyfive.
Herudover har jeg vel haft en snes andre amps på prøve gennem kortere
eller længere perioder.
Mine guitarforstærkere Jeg handler løbende med
guitarforstærkere, og har som regel en halv snes stykker i
øverummet. Min favorit lige nu, er en Engl Gigmaster 30, men mine
præferencer ændre sig ofte, og netop derfor er den en stor fordel,
at have et lille lager at kunne vælge imellem. Jeg har foreløbigt
skrevet om to af mine forstærkere her:
Fender Blues DeLuxe 112
Fender SuperSonic 112
Effekter
Generelt må jeg sige at jeg er spartansk
med effekter på guitarlyden. Jeg har en anelse reverb på alle numre, men
kun ganske, ganske lidt. På en hel aften vil jeg herudover, typisk max.
bruge chorus i to numre, vibrator/tremolo i tre numre og delay i fire numre, -
und nix weiter. Jeg har fået lidt allergi, overfor (røvballe-)guitarrister der søler
guitarlyden ind i modulationseffekter i en sådan grad, at guitaren lyder
kunstig og keyboard-agtig. Jeg tilslutter mig ubetinget skaren, der
holder på at "less is more".
Mit primære effektboard er et
Zoom G7.1ut, som jeg bruger sammen
med min SuperSonic forstærker.
Det leverer både chorus, vibrato/tremolo, delay og de chruncy - og de
hvinende lyde jeg bruger i rytme og lead.
Når jeg vælger board, er min første
lakmusprøve altid, om bordet kan lyde som om det ikke er koblet ind. Det
er ikke bypass-funktionen jeg tester, men en lyd på effektboardet, der
lyder præcist som den rene kanal på den forstærker jeg vil bruge det
sammen med. Det er min erfaring, at hvis boardet i denne diciplin kan
mache forstærkeren i frekvensområde og klangfarve, så er der noget at
bygge videre på. Zoom-boardet macher SuperSonic'en fremragende. Det
overordnede bør dog altid være om man kan finde de lyde man gerne vil
have, og her er jeg altså faldet for Zoom'en.
De tekniske detaljer kan læses andetsteds, her vil jeg blot fremhæve et
par gode detaljer ved Zoom G7.1ut. Kanalskiftet er fremragende. Ud over
de fire lyde du har på en pad, kan du skifte mellem en A og en B kanal.
Du kan altså have f.eks. to forskellige pre-amps koblet til hver
lydeffekt på pad'en. Det er en nyskabelse der giver stor fleksibilitet
på scenen. Jeg vil også nævne at der sidder et 12 AX7 pre-amp rør i
boardet. Hvor meget det spiller ind på boardets fremragende lyd og
dynamik kan jeg ikke vide, men det overordnede indtryk er at jeg har en
god rør-fornemmelse, når jeg spiller med G7.1ut. Lad mig også lige nævne
den solide konstruktion og det pålidlige indtryk jeg får af at betjene
boardet. Ikke så plastic-agtigt som mange af de andre boards jeg har
prøvet.
Sammen med
min BluesDeluxe, bruger jeg et Korg AX 1000 G
guitarboard til at booste inputtet med. Den passer eminent til forstærkeren,
selv om den er out of time og ikke holder den højeste kilopris på
pedalmarkedet. Blues Deluxen kan godt være lidt løs i bunden, og
Korg'en dæmper lige netop de dybeste frekvenser, så forstærker og
højtaler ikke skal håndtere dem. De to klæder hinanden, og jeg har trods
ihærdige forsøg, endnu ikke fundet forstærker og
effektboard, der i forening gør sig
bedre til mit brug og efter min smag. Jeg bruger en gammel
Ibanez DLP 10 delaypedal sammen med boardet. Den er
præcis så ulden, at den lyder som et gammelt halvslidt båndekko.
Jeg er sikker på, at min søgen efter det helt rigtige grej, vil
fortsætte lige så længe jeg kan stå på en scene og holde på en guitar.
Følg evt. disse links hvis du søger flere
oplysninger om guitargear
Fender:
www.fender.com
Zoom:
www.zoom.co.jp
Korg:
www.korg.com Ibanez:
www.ibanez.com
Roland:
www.roland.dk Vox:
www.voxamps.co.uk Peavey:
www.peavey.com
Boss:
www.bossus.com
<< Tilbage
|
Klik på billederne for at forstørre

I øvelokalet

I øvelokalet

Fender Blues Deluxe

Zoom G7.1ut

Korg AX 1000 G

Ibanez DLP 10
Dansemusik og festmusik
kræver det rigtige issenkram, hvis lyden skal være rigtig som i 60'er
musikken |