|
<< Tilbage
Eriks Gibson Les Paul Standard
Lester William Polfus er en
verdensberømt guitarist, der i sidste århundrede samarbejdede med
Gibson fabrikken om udvikling af en elguitar. Resultatet blev Les Paul
modellen, som Gibson fabrikken i øvrigt ikke ville lægge navn til i
første omgang. De har forståeligt nok ændret holdning til dette siden,
og i dag er Gibson Les Paul modellen en verdensberømt guitar, der
kopieres af en lang række andre guitarproducenter.
Jeg spillede selv Les Paul model i nogle år midt i 80'erne. Det var
ikke en Gibson, men en Vantage. På det tidspunkt spillede jeg bl.a. jazzmusik
i Hirtshals Bigband, og her var humbucker-lyden på hjemmebane, selv om
Vantage's kopi-humbuckere ikke var på højde med Gibsons. Jeg husker, at
jeg havde store problemer med feedback, når jeg brugte overdrivepedaler
for at spille rockmusik. Jeg brugte bl.a., det gamle fif med at lægge
sølvpapir bag pickupperne og elektronikken, men desværre udeblev
resultatet. Mit forhold til guitaren blev efterhånden så anspændt, at
jeg byttede den væk. Jeg skiftede i øvrigt over til Fender Stratocaster,
ved denne lejlighed, og det er stadig min foretrukne guitar.
Min "rigtige" Gibson Les Paul Standard købte jeg brugt i 2006. Den er
fra midt 90'erne og har den slanke 60'er hals. Mit motiv til at købe en
Les Paul var lidt tyndt. Som jeg allerede har beskrevet, var mine
oplevelser med denne model ikke udpræget positive. Alligevel besluttede
jeg, at jeg måtte eje en Gibson Les Paul, - om ikke for andet, så for at
få mine dårlige erfaringer og forudindtagede meninger bekræftet. Desuden
tænkte jeg vist, at når John Foggerty kan bruge lyden i C.C.R., så kan jeg vel
også...
Jeg prøver stadigt at få den til at lyde af noget der kan bruges i Hound
Dogs repertoire. Det er ikke helt lykkes for mig endnu. - Jo, jo et par
numre eller fem kan den da godt bruges i, men så er det også sket. Les Paul'en er
efter min mening ganske enkelt ikke nær så alsidig som en Stratocaster,
og derfor vil jeg indtil videre ikke slæbe rundt på den, når jeg skal ud og spille
blandet dansemusik.
Gibsons humbuckerpickupper er basalt set to singelcoilpickupper der er
koblet sammen i serieforbindelse, og placeret umiddelbart ved
siden af hinanden i
samme "soapbar". Det giver et kraftigt output, og det giver mindre støj
end singelcoilpickupperne, - især det sidste er misundelsesværdigt, når
man i bund og grund er Fender-mand. Prisen for denne fordel er efter min
mening et let mudret og mørkt klangbillede, især når der spilles
akkorder, hvor hver enkelt tone vanskeligt kan
defineres i lydbilledet. Enkelttoner står derimod klare, fuldfede, og med masser af
sjæl.
Lyden hænger selvfølgelig uløseligt sammen med hvilken forstærker og
højtaler man sætter i enden af Les Paul'en. En rørforstærker har ofte to
indgange til hi - og low input. Det er vel overflødigt at nævne at
Gibson's Humbuckere skal plugges i Hi - indgangen. De rørforstærkere jeg har testet
Les Paul'en i, får tilsyneladende kvalme og knækker sig alt for let, når de fodres
af en Les Paul. Netop derfor foretrækker mange jazzguitarrister også
transistorforstærkere, der er i stand til at håndtere signalet fra
Humbuckerne uden at forvrænge. I et stort Marshallstack eller i f.eks. en
Engel-amp. er Les Paul'en også på hjemmebane, når bare stilen er heavy
nok
rock.
Jeg er ikke Gibson Les Paul ekspert, og vil ikke hævde at jeg kender
sandheden om disse tiljublede guitarer. Jeg ved der er meget positivt at
sige om dem, og jeg respektere fuldt ud tilhængerne og deres argumenter.
Min søn f.eks., der er ca. 25 år yngre end mig, får julelys i øjnene,
når han griber min Les Paul, og jeg indrømmer at det lyder knaldgodt og
helt rigtigt når han trakterer de lidt tungere rock rifs.
Les Paul'en er nok først og fremmest en rockspade, og derfor ikke så
velegnet når man spiller dansemusik blandet af pop, rock og
countrymusik.
Læs evt. mere om Gibson Les Paul her
Gibsons hjemmeside
|
Klik på billederne for
at forstørre Eriks
Gibson Les Paul Standard
Gibson Les Paul hører ikke hjemme i
dansemusik og festmusik efter Erik Gaden Jensen mening
|
